PRESSE: UNGE4UNGE i Trige

Unge4Unge starter filial i Trige

Det prisbelønnede Unge4Unge, der er startet og udviklet i Gellerup, har åbnet en filial i Trige. Her vil Unge4Unge lave aktiviteter og være rollemodeller for lokale unge.

”Kommunen kan ikke løse problemerne alene. Kun når unge selv er med til at tage ansvar, kan vi løse de problemer, der opstår med unge i lokalområder. Derfor er vi så glade for Unge4Unges indsats. For vi ved, at den virker,” siger Bent Nielsen, chef for HotSpotcentret, som Unge4Unge er en del af.

”Når vi starter Unge4Unge i Trige, er det fordi, der er et behov, og vi vil arbejde meget med gruppeadfærd. Som i Gellerup er det afgørende vigtigt, at vi møder de unge, hvor de er, i øjenhøjde,” siger Wamid Hassan, koordinator for Unge4Unge.

Unge4Unge arrangerer fodbold i Trige om lørdagen, hvor 20-25 unge deltager, og der holdes åbent i ungdoms- og fritidsklubben to aftener om ugen. Desuden er der startet et forløb med rap for aldersgruppen 11-14 år. Her lærer de unge at skrive en rap, de lærer mikrofonteknik, og så kan de få deres frustrationer ud med ord. Unge4Unges aktiviteter i Trige koordineres med andre aktiviteter for unge i området.

”I Trige er der ikke noget at lave for unge over 18 år,” siger Danusan Gnanasegaran, der koordinerer Unge4Unge i Trige sammen med Mohammad Anwar. Der er desuden 10 frivillige unge i alderen 15-20 år med i indsatsen.

Unge4Unge har fået flere priser for sit arbejde, bl.a. Den Kriminalpræventive Pris og Aarhus Kommunes Integrationspris